Kæmpestenen i vildmosen

I Store Vildmose ligger der en kæmpesten, som har ligget der i rigtig mange år.

Før i tiden, når der ikke var afgrøder på marken, kunne man lige ane stenen fra Ringvejen. Om sommeren kunne man ikke se den for afgrøder. Det kan man tydeligt i dag, fordi mosen siden er sunket betydeligt på grund af afvandingen. Marthinus Christensen fra Nørhalne erindrer, at da han var ca. 7-8 år (midt i 1920’erne), blev der fortalt, at man dengang kunne vende med en fjedervogn midt på stenen. 

På billede 1 fra ca. 1967 ses 3 generationer af familien Kjær Nielsen fra Stationsvej i Biersted. På toppen er det barnebarnet Thorlaif, sønnen Jens Kjær Nielsen (1922-1985), og foran kæmpestenen er det bedstefaren skrædder Chr. Nielsen (1890-1981).

Den store sten findes umiddelbart inden Pindstrup Mosebrug. Hvis man kører/cykler fra Biersted Mosevej ad Ringvejen med retning mod mosebruget, så ligger den på højre hånd ca. 200 meter inde på marken. Jorden ejes i dag af Miljøministeriet/Aabybro Vand, og bliver en del af det skovrejsningsprojekt, der skal fremtidssikre rent drikkevand til Aabybro Vandværk.

På billede 2 har vores cyklende arkivleder Martha været ude at besigtige kæmpestenen og måle den op. Rundkredsen er 16 meter, og bredden ca. 5,6 meter og den er ca. 1 meter højere nu end i 1967 og skønnes at være ca. 3,1 – 3,3 meter høj. For de klatreivrige er den afrundede kæmpesten en udfordring, men der er en vej op på den.

Det er ikke kun en kæmpesten, men også en troldesten. Ifølge en anekdote om Gjøltroldens raseri, er det en af de tre Troldestene. Gjøltrolden blev edderspændt rasende, da man begyndte at bygge kirketårnet i Thise. Det spærrede for hans udsigt, og derfor tog han tre store sten og kastede dem mod kirken. Men han overvurderede sine kræfter, for den første sten landede her. Den næste sten, som bærer troldens fingeraftryk, endte ved Sandelsbjerg og den sidste ved Stenum.

Kæmpestenens oprindelse er ukendt, men den næsten hvide bjergart er en larvikit, som findes i Oslo-området. Derfor er det oplagt, at Biersteds troldesten kom med Nordøst-isen, der flød hen over Oslo-området og videre til Vendsyssel og Himmerland i slutningen af Weichsel Istiden for 23.000 til 20.000 år siden.

Du kan læse mere om andre kæmpestene og troldestene i Danmark på hjemmesiden:

https://www.geus.dk/udforsk-geologien/ture-i-naturen/kaempesten