Inden for de seneste par år er der kommet en sidevej på Vadumvej med navnet ”Støberivej” i Nørhalne. Først blev der bygget otte rækkehuse, og nu bliver der bygget yderligere 20 på denne vej.
Men hvorfor hedder vejen Støberivej? Ja, den ældre generation i byen ved det selvfølgelig; men jeg tænker, at der er flere nye tilflyttere samt medlemmer af den yngre generation, som er lidt undrende i forhold til vejnavnet.
Men historien begynder et andet sted, hvor der også sker store forandringer i øjeblikket, nemlig på Vadumvej 86, Nørhalne, hvor ”Thybo-huset”, der er fra 1817, er blevet fjernet og et nyt på vej. Grunden til navnet ”Thybo-huset” skyldes en fæster (lejer) af huset, Jens Andersen, der får tilnavnet ”Thybo”, da han kommer fra Snedsted i Thy.
Historien om Nørhalne Cementstøberi og Rosa og Erhardt Saastamoinen-Jakobsen
Erhardt Saastamoinen Jakobsen vokser op på Engvej 197 som nr. 2 af en søskendeflok på 9. Sammen med sin storebror Henry lejer han sig i 1938 ind i ”Thybo-huset”. Her etablerer de to unge mænd sig som vognmænd og fungerer som sådan gennem alle krigsårene.
Broren Henry bliver gift og flytter til Nørresundby; men Erhardt bliver boende og opbygger lidt efter lidt et cementstøberi med arbejdskraft fra lokale indbyggere i Nørhalne. Med sin vognmandsforretning står han selv for leveringen af sten og fliser til kunderne.
Erhardt gifter sig i 1955 med Rosa. Hun hjælper til i firmaet dels med telefonpasning og regnskaber; men giver også en hånd med ved selve stenfremstillingen. Endvidere tilkommer der to børn i ægteskabet, datteren Anette i 1956 og sønnen Ib i 1957.
Det bliver snart nødvendigt at bygge nyt støberi, og den rivende udvikling, der er på egnen, er god for Saastamoinen. Kunderne har tillid til ham, og han er vellidt. Han køber i 1963 en grund på adressen Vadumvej 49 (nuværende Støberivej 1-15). Her bygger de et langt hus med stuehus i den sydlige ende op mod Vadumvej og med støberi den anden ende. Her vokser firmaet hurtigt og giver dagligt arbejde til 7-8 mænd og kvinder ved selve produktionen.
I 1973 er der blevet for lidt plads til produktionen og de tilkøber endnu et stykke jord (Støberivej, hvor der i øjeblikket bliver bygget).
Erhardt Saastamoinens vognpark består med tiden af 2 lastbiler – den ene med tippelad med en kørselskapacitet på 8 tons. Det er alligevel ikke altid nok, og lokale vognmænd skiftes til at køre for ham med sten og fliser til hele Vendsyssel, når de ikke passer deres egen kørsel.
Erhardt driver cementstøberiet frem til 1973, hvor murer Bent Pedersen (kaldet Piesen), overtager driften af cementstøberiet. Rosa og Erhardt bliver boende i privaten, og Rosa fungerer som kontordame for Bent Pedersen.
Cementstøberiet i Nørhalne lukker i 1976. Der er nu kommet større og mere rationelle produktionsformer, så det lokale cementstøberi er ikke længere rentabelt.
Erhardt Saastamoinen-Jakobsen dør i sommeren 1980, 67 år gammel.
Rosa
Da cementstøberiet bliver lukket, får Rosa arbejde på Plejehjemmet Elmely i Nørresundby, hvor hun arbejder, til hun går på pension.
Rosa bliver i første omgang boende; men i 1986 sælger hun cementstøberiet og den ekstra parcel til Hans Dieter Wolf, der etablerer sig som brugtvognshandler.
Rosa flytter til Aabybro; men fortsætter sit arbejde som hjemmehjælper på Elmely i Nørresundby. Hun vælger samtidig at uddanne sig som hjemmehjælper og er færdiguddannet i 1989 som 57-årig.
Rosa er i dag næsten 91 år gammel og ved godt helbred.
Billeder fra 1970
En topmoderne Annette klar til at rejse til Bornholm med skolen i 7ende klasse.
Bilen er en Chevrolet BelAir årg 1961 som min far og jeg købte i 69, min mor Rosa var da på ferie i Finland og var ikke helt tilfreds med købet da hun lige havde erhvervet kørekort i en Toyota Corolla (lille bil).
Chevyen blev senere hendes kæreste eje.
Lastbilen i baggrunden er en Volvo N84 fra ca. 1965 som afløste en Bedford fra 1955.
I 1968 blev der lavet en kontrakt med Vadum kommune vedr. levering af et større antal af fortovsfliser og kantsten. Der blev samme år købt ny gaffeltruck af mærket “Desta” som var på støberiet indtil slut.
Af Helle Landberg Kristensen