“Det røde mejeri”

På adressen Stationsvej 75 i Biersted har der tidligere været mejeriet ”Lykkens Prøve” i perioden 1909-1927. I nyere tid er det blevet kaldt ”det røde mejeri”.

Det lå på hjørnet af Stationsvej/Højbakkevej og ses på billedet nedenfor:

Gadeparti Biersted
Billedtekst: Gadeparti fra Biersted, 1909-1927 (b28008)

Fra venstre ses:

  1. Christen ”Kræn” Michelsens snedker/tømrerværksted, Højbakkevej 31. Det blev senere overtaget af ”Tømrer Jørgen” Nielsen i 1959.
  2. “Biersted Mølle”, Højbakkevej 23A, Biersted (i nyere tid kaldt “Charles Poulsens Mølle”)
  3. Den Nordre Skole på Haldagervej i baggrunden
  4. Til højre i billedet ses gavlen og skorstenen af det tidligere mejeri “Lykkens Prøve”, Stationsvej 75, Biersted

Personerne på billedet kendes ikke.

Udbrydere fra Biersted Andelsmejeri.

Det første mejeri i Biersted var imidlertid Biersted Andelsmejeri i Biersted Mejeriby, og det blev indviet i 1899, men ca. 10 år senere opstod der uoverensstemmelser og 51 interessenter i den Nordre by meldte sig ud pr. 1. maj 1909, og startede deres eget mejeri ”Lykkens Prøve” på Stationsvej 75 i den Nordre by.

Det fik dog en relativ kort levetid, idet det blev likvideret igen i 1927, hvorefter udbryderne kom tilbage i folden hos Biersted Andelsmejeri. Skorstenen på mejeriet blev væltet i 1927.

Vi har desværre ikke nogen protokoller og arkivalier fra mejeriet ”Lykkens Prøve”, men i protokollen fra Biersted Andelsmejeri kan vi se, at det var de store gårdejere fra ”Krogen”, ”Hedegård”, ”Nødgård”, ”Abildgård” og ”Bakkegården” og de mindre ejendomme deromkring, der meldte sig ud.

De ansatte på mejeriet ”Lykkens prøve” har været:

  • Mejeribestyrer Rasmus Frederik Larsen
  • Mejeribestyrer Jakob Julius Poulsen
  • Mejeribestyrer M. Bech Lauritsen
  • Mejeribestyrer Anthon Hansen Jørgensen

Førstelærer Jens Andreas Michelsen fra den Nordre Skole, var både kasserer og regnskabsfører i mejeriet ”Lykkens Prøve” og Biersted Andelsmejeri i Mejeribyen.

Maleri af mejeriet efter skorstenen blev væltet i 1927 (G32).
Maleriet er signeret af Biersted-maleren C. Petersen (også kaldet ”måler Kræn”).

I dag se huset således ud:

Det røde mejeri, 2022
Billedtekst: Stationsvej 75, 2022 (F66)

Ejere af bygningen:

Efter mejeriet ”Lykkens Prøve” ophørte i 1927, har der jf. tingbogen været følgende ejere i perioden 1932-2024:

1932-1958: Jeppe Christen Aaen Jeppesen, 1884-1958 (”Kræn Jeppesen”)
1958-1958: Jens Aaen Jeppesen med flere (jf. skifteretsattest)
1958-1964: Chr. Aage Christensen (også kaldet Chr. Møller)
1964-2022: Hans Aage Holm (1935-2022)
2022-2024: Karen Holm

Kræn Jeppesen (1884-1958) var født i Vadum, hvor han boede, da han købte mejeriet i 1932. Han var altmuligmand, såsom fiskehandler, slagter og tjæremand. Han kørte rundt i Biersted og solgte fisk fra en trækvogn med fiskekasser på. Fiskene hentede han på Biersted Station, når de kom med toget. Han kørte stadig til Vadum to gange om ugen med fisk.

Han blev gift med “Elna” Marie Kathrine Andersen (1888-1954), som var født i Voer sogn.

Kræn Jeppesen
Billedtekst: Portræt af Kræn Jeppesen, 1942 (b1053)
Fiskehandler Kræn Jeppesen
Billedtekst: Fiskehandler Kræn Jeppesen vejer fisk af til Marie Kjær Nielsen, Stationsvej 23, ca. 1947 (b35006)

Katrine og Christian Møller (1901-1986) købte huset i 1958, da Kræn Jeppesen døde. Katrine er datter af Kræn Jeppesen, og de købte mejeriet af de andre arvinger for 10.500 kr.

”Kræn Jeppesen” er døbt Christian Aagan Christensen, men blev altid kun kaldt Chr. Møller. I dokumenterne er der noget forvirring omkring mellemnavnet, hvor der både er nævnt Aagan, Aage og Aagaard.

Inden de købte huset boede de i Borgergade 17, og da de solgte huset til Karen og Hans Holm i 1964, byggede de nyt hus på Stationsvej 42A, der dengang lå ved siden af baptistkirken.

Katrine og Chr. Møller
Billede fra Katrine og Chr. Møllers guldbryllup, 1975
Billedtekst: Chr. Møller, der var det ældste aktive medlem i Biersted Idrætsforening, tog det første spadestik til det nye klubhus i 1977 sammen med børnene Ruben Poulsen og Dorthe Fuglsang (b43007)

Karen og Hans Holm købte ejendommen i 1964 og startede autoværksted på adressen i 1966. Den 15. maj 1968 søgte han ifølge Nordjyske Avisarkiv vejudvalget i kommunen om tilladelse til at etablere en benzinstation, men ingen erindrer at der har været en tankstation på adressen, så det formodes han fik afslag.

Hans blev træt af det og lukkede autoværkstedet igen, og blev derefter ansat som værkstedsleder ved militæret i Rørdal, hvor han også nåede at fejre 25-års jubilæum. Han fortsatte dog som mekaniker på hobbybasis til stor glæde for nogle af hans gamle kunder og naboer, som fortsatte med at få lavet service.

Hans Holm var også flink til at hjælpe, og ifølge Jette Nielsen, som var genbo, havde hendes far Marinus mange gange motoren ude af deres biler for at skifte den, og var der noget han ikke lige kunne finde ud af, så kunne han altid spørge Hans.

Hans havde altid piben i munden, og det kom ikke fra fremmede. Når Hans Holms far var på besøg fra København, så havde han også altid piben i munden.

Lejere på adressen:

  • Jens Aaen Jeppesen
  • Signe Marie og Aksel Winther
  • Harry Bruun Andersen og børn
  • Kaj Marius Andersen
  • og måske flere

Der har også været en del lejere på adressen igennem tiden, idet der var en lejebolig på 1. salen, som man kom ind til via en indvendig trappe. Blandt lejerne kendes:

Jens Aaen Jeppesen, som var søn af Kræn Jeppesen, boede også på et tidspunkt i lejligheden.

Signe Marie og Aksel Winther, som var malermester. Han var også musiker og tegnede og malede i sin fritid.  Han spillede bl.a. i orkestret ”Biersted Musik” sammen med ”Villa Jens”.

Han var med i bestyrelsen for Biersted Lokalhistoriske Forening 1987-1991.

Signe er barnebarn af Kræn Jeppesen. De har også boet på Vesterled 2 i Biersted, men flyttede senere til Østergade 34 i Aabybro.

Aksel Winther med violin
Billedtekst: Portræt af Aksel Winther med violin, ca. 1952/53 (b169)

Harry Bruun Andersen (1927-2023, han blev også kaldt ”skipper lynild”) som blev gift med Lydia og de fik børnene Poul (f. 1950), Bodil (f. 1952), Orla (f. 1953), Thorkild (f. 1956) og Knud Erik (f. 1958).

Jette Nielsen, der var genbo, legede også med Bodil, og hun husker, at de lavede en “sæbekassebil”, som de trak et stykke op af kirkebakken og så kørte de ned ad den mod Stationsvej. En af gangene fik Bodil ikke drejet i tide og hun røg ud i rabatten ved Stationsvej, hvor hun vist nok brækkede næsen. 

I 1963 byggede han hus på Svendbjerggårdsvej 81.

Kaj Marius Andersen (født 1930 og søn af ”Brille Harald”) boede i mejeriet i 1958. Han flyttede ca. 1969 i et arbejdsskur/barak på Karla og Lars ”Peter” Pedersens grund på Smalbyvej 85.

Kaj var bror til bygningsarbejder Niels Peter Andersen (også kaldet ”Fidel Castro”), som omkom ved en arbejdsulykke i 1995, da han under sit arbejde på et af brotårnene til Østbroen over Storebælt blev ramt af et ca. 4 kg. tungt stykke metal, der styrtede ned fra 137 meters højde.