Historien om en kanonkugle fra Svenskekrigene
Vi flyttede til Nørhalne i 1978 til et nyt hus, hvor der ikke var anlagt have udover det Bernhard Pilgaard havde plantet af frugttræer og bærbuske, da han tidligere havde haft en aftale med ejeren om brug af grunden. Denne lidt ”vild med vilje” have nød vores børn godt af, da der så var plads til diverse projekter såsom bygning af huler i træerne samt ikke mindst gravning af huller så dybe, at de gik ”helt ned til kineserne”.
Under en sådan dybdegravning stødte vores søn på noget hårdt, der viste sig ikke at være en af de evindelige sten, men en rund, tung metalkugle med en diameter på 5 cm og en vægt på 300 g.
Han tog den naturligvis dagen efter med på Nørhalne Skole, hvor de historiekyndige lærere var enige om, at det var en kanonkugle og for at få den dateret og undersøgt, om den skulle afleveres til Museet i Aalborg som danefæ, tog lærer Ole Larsen den med til Aalborg. Han kom heldigvis tilbage med kuglen, så den fortsat indgår i vores private udgravningssamling.
Dateringen var dog overraskende, idet det viste sig, at det var en kanonkugle fra Svenskekrigenes tid.
Nørhalne – en plet på jorden
Nørhalne Lokalhistorisk Forening, ved skoleinspektør Vagn Madsen, udgav i 1980erne et lille skrift: ”Nørhalne – en plet på jorden”, hvor han har renskrevet et foredrag holdt af lokalhistoriker Kristian R. Værnfeldt i Nørhalne Forsamlingshus den 28. januar 1961. Heri kan man bl.a. læse:
”I et Folkesagn fortælles, at allerede i januar når svenskerne frem til Nørhalne. Og den 18. januar 1644, står her et slag. Det fortælles, at Nørhalnebønderne flygter ud i Vildmosen med deres kvinder og børn, kreaturer og bedste gods. Kun de syge og de allerfattigste, som ikke kunne flygte, eller ikke havde så meget at tabe, blev tilbage i byen. I en af gårdene glemte man et lille barn, som lå i vuggen, og som man ikke turde gå tilbage og hente. Man frygtede dets skæbne, men da man nogle dage efter kom tilbage, var barnet rent og velpasset. En svensk officer havde boet i gården, og hans ”husholderske” havde passet barnet.”
Om Folkesagnet og kanonkuglen kan tilskrives begivenheder, der skete, da svenskerne erobrede Jylland sydfra under ”Torstenson krigen”, 1643 – 1645, eller det er sket under 2. svenskekrig i det sene efterår 1657 står hen i det uvisse.
Da Svenskekrigene kom til Nørhalne
Uddrag fra bogen ” Danske Slotte og Herregårde 10 – Torstensonkrigen 1643 – 1645:
”Det der imidlertid har gjort Jens Høg til en aldrig glemt skikkelse i Vendsyssel historie, er hans deltagelse i kampen mod svenskerne under Torstensonkrigen. Allerede i slutningen af 1643, da krigen truende, og Torstenson rykkede ind i Holsten, begyndte herremanden på Vang at organisere modstanden i Vendsyssel og især i Kjær Herred. Jens Høg lod uddele våben fra sit velforsynede rustkammer på Vang; og også kvinder blev bevæbnet i hvert tilfælde fik Chresten Laursens kone Bodil i Hvorup udleveret en musket.
Allerede kort efter nytår stod fjenden ved Limfjorden. Uheldigvis for Vendsyssels forsvarere frøs fjorden til, og svenskerne kom over uden vanskelighed. Det vendsysselske landværn (en pligt der i middelalderen påhvilede den enkelte til at deltage i landets forsvar) måtte snart kapitulere og led store tab.
Jens Høg af Vang, der muligvis har været øverstbefalende for hele opbuddet, blev forfulgt af fjenden og skal efter sagnet være flygtet til sin gård, hvor han skjulte sig i et hemmeligt rum bag panelet og derved undgik de ransagende svenskeres opmærksomhed. Muligvis er der noget om sagnet, men Jens Høgs frihed har i så fald kun været af begrænset varighed. Han kom i svensk fangenskab, men formår dog at løskøbe sig”.
Uddrag fra bogen ” Svenskekrigene” – 1657 – 1660:
”Det var ikke den store modstand, svenskerne mødte – undtagen i det nordligste Jylland. Den strategiske situation var gunstig, fordi alle fartøjer var trukket over på nordsiden af Limfjorden, og overfarterne ved Nørresundby og Hals var befæstet.
Mod vest var det ganske vist muligt at komme nogenlunde tørskoet til Thy, for havet havde ikke gennembrudt Agger Tange, men en vandfyldt grav og en sandvold bemandet af 1500 udskrevne bønder og 150 ryttere spærrede vejen.
Syd for fjorden var både frygten for svenskerne og imødekommenheden stor. Vendelboerne gav derimod kun hånlige svar til den svenske generalmajor Beddeker. De ville selv opkræve kontributionerne (skat pålagt folk i det besatte område) og sende dem over med krudt og bly. Den svenske hærledelse reagerede yderst professionelt. Beddeker fik besked om at gå vest om Limfjorden og hugge alle bevæbnede ned. De fredeligt sindede kunne aflevere deres våben og tage hjem.
I ilmarcher rejste svenskerne over Viborg, Holstebro og Lemvig til Harboøre, hvor de stødte på en dansk rytterpatrulje, som de satte efter mod nord. Den 4. oktober 1657 om morgenen halvanden time før daggry, efter næsten tre dages march (94 km), angreb svenskerne. De måtte ganske vist trække sig tilbage, men ca. 600 af bønderne listede også af den anden vej. Efter solopgang inspicerede Beddeker de danske stillinger og blæste til angreb. Herefter gik det som det plejer, når professionelle soldater møder amatører uden kamperfaring og uden tilstrækkelige antal officerer.
Alt tyder dog på, at de svenske myrderier var afvejede og rationelle. Modstanden skulle brydes, inden landet skulle udsuges. Ikke ødelægges.”
Den 27. maj 1660 blev freden bekendtgjort.
Af Helle Landberg Kristensen, Nørhalne
Litteratur:
Sagnet om Nørhalne borgernes flugt til Vildmosen er oprindelig bragt i Himmerland og Kjær Herred 1969: Ejendomsforholdene i Kjær Herred fra 1500 – 1950 af Kr. Værnfeldt. Her henvises til folkemindesamler Evald Tang Kristensen. I denne udgave er der dog knap så mange detaljer om det hændte, så disse må været tilføjet ved foredraget for at fange lytternes opmærksomhed.
Svenskekrigene: Sebastian Olden-Jørgensen – Aarhus Universitetsforlag 2018.