Årets bjessing 2026 – Lisbeth Selvejer Sørensen

I forbindelse med Mosefesten blev Lisbeth Selvejer Sørensen, Elbækvej 28, Biersted udnævnt til “Årets Bjessing 2026” efter indstilling fra Biersted Idrætsforening.

Lisbeth Selvejer Sørensen

Er der én person, der har slået rekorder i frivillighed, én der har været aktiv gennem rigtig mange år, og én der deltager i tæt på samtlige aktiviteter byen byder på; arbejdsdage, årsmøder, aktiviteter mm – så er det Årets Bjessing.

Lisbeth Selvejer Sørensen
Årets prisvinder foran Ærespyramiden ved hallen

I år gør vi noget helt nyt. I alle de år kåringen af Årets Bjessing har fundet sted siden 1984, er det der sker nu, aldrig sket før. Vedkommende der kåres som Årets Bjessing i år, bliver kåret som Årets Bjessing for 2. gang.

Det sker fordi denne person bryder rammerne for, hvad det vil sige at være frivillig.

Derfor er det også passende, at det netop er Årets Bjessing, der bryder rammerne for, hvem vi plejer at tildele prisen. Årets Bjessing bliver den første der modtager prisen to gange.

I år er det 25 år siden, vedkommende modtog prisen som Årets Bjessing, og hun var allerede dengang en garvet frivillig. I dag er hun lige så aktiv.

Kim Neergaard fra Borgerforeningen overrækker blomster til Lisbeth, og Finn Bo Hansen fra Spar Nord og Henrik Leding Skøtt kigger på

Lisbeth er en kæmpe rollemodel. Her er blot en brøkdel af det, Lisbeth har været en del af som frivillig. Resten af hendes bedrifter kan man finde hos Lokalhistorisk Forening – hvor Lisbeth selvfølgelig også er frivillig.

  • har været ansvarlig leder og træner for de mindste i fodbold siden 89
  • hun har været i bestyrelser i både fodbold, håndbold, badminton,
  • stor spiller/rolle/fortaler for VBN-samarbejdet
  • en af dem der vasker tøj uge efter uge
  • har været med til starte familieidræt op
  • er en stor del af lokalhistorisk
  • bemandingsplanen til Nørhalne Cup i MANGE år
  • turneringsleder til det årlige gadefodbold i MANGE år
Finn Bo Hansen fra Spar Nord ønsker tillykke og overrækker Lisbeth en flaske bjesk.

Uden de store ord og uden at søge opmærksomheden har Lisbeth altid været der – klar til at give en hånd med, tage ansvar og få tingene til at fungere.

Mange af de ting, der får hverdagen til at hænge sammen, er blevet ordnet i det stille, ofte uden at andre nødvendigvis har lagt mærke til det. (fx tøjvask, opvask, opfyldning i caferiet, pant mm).

Det er de frivillige indsatser, der ikke altid fylder mest udadtil, men som betyder allermest i det lange løb.

Engagementet, trofastheden og viljen til at bidrage har været helt ekstraordinær – og det har sat et tydeligt aftryk på os alle og på det fællesskab, vi er en del af i dag.

Deltagerne til Mosefesten holder en pause for at hylde Årets Bjessing.

Derfor er Årets Bjessing 2026: Lisbeth Selvejer Sørensen